Liftnyheder fra TIME præsenteret på Apex

TIMEs stand på Apex

Den danske liftproducent TIME Danmark præsenterede en række nye bilmonterede personlifte på Apex-liftmessen i Amsterdam, Holland 2-4 maj. TIME producerer og monterer personlifte på køretøjer under mærket Versalift og var talstærkt mødt op til messen i Holland med 6 liftkøretøjer og en traditionel dansk pølsevogn, der i løbet af messens 3 dage fik langet mere end 500 hotdogs over disken.

24 meter lastbillift på Iveco Daily

Den helt store nyhed præsenteret på messen var, at TIME Danmarks populære 24 meter lastbillift Versalift VTX-240 nu også er tilgængelig monteret på både Iveco Daily og Renault Maxity Euro 6 chassis til B-kørekort. Iveco Daily-opbygningen var med på Apex-messen, hvor den tiltrak sig stor opmærksomhed fra de besøgende. Opbygningen udmærker sig ved at have særdeles meget nyttelast end de øvrige opbygninger af VTX-240eren.

9 meter lift på Fiat Doblo

En anden nyhed var TIME Danmarks lille 9 meter teleskoplift, LT-23-90-TB, der nu er tilgængelig på den lette og kompakte Fiat Doblo WorkUp. Liftkøretøjet er kompakt med en totallængde på under 5 meter og kan hurtigt stilles op og pakkes sammen, da liften ikke behøver støtteben for at operere. Liften er velegnet til en række forskelligartede opgaver i højt trafikerede byzoner og kan med en totalvægt på kun 2,5 ton betjenes af førere med et almindeligt B-kørekort.

Succesfuld messe

TIME Danmark forhandler foruden de bilmonterede Versalift-produkter også bilmonterede lifte fra det tyske mærke Ruthmann samt flere slags industrilifte fra de kendte udenlandske mærker Skyjack, Hinowa, Dinolift og Almac. Disse forhandlere var ligeledes at finde på messen, hvor flere kontrakter blev underskrevet med en række danske liftudlejere.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen