Skatteministeren åbnede Erhverv Væksthimmerlands nytårskur

Fra venstre mod højre Per Cæsar Torp, Direktør for TIME Export Skatteminister Karsten Lauritzen (Venstre) Dan Skovgaard, Erhvervschef i Erhverv Væksthimmerland

Erhverv Væksthimmerland (tidligere Himmerlands Udviklingsråd) afholdt mandag foreningens nytårskur hos liftvirksomheden TIME Export i Farsø med oplæg fra både skatteminister og borgmester. Skatteminister Karsten Lauritzen (Venstre), der selv er fra Løgstør, åbnede arrangementet med et oplæg, der appellerede lokale virksomheder og politikere i Vesthimmerland til at blive bedre til at stå sammen og til i højere grad selv at starte initiativer op i stedet for at afvente udspil fra Christiansborg.

Selvkørende biler

Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen (Konservative), afløste skatteministeren på talerstolen og redegjorde for både afsluttede og planlagte kommunale projekter i Vesthimmerlands Kommune. Begge talere kom ind på Vesthimmerlands Kommunes meget medieomtalte projekt med selvkørende biler og nævnte dette som et glimrende eksempel på positiv branding af kommunen. Vesthimmerlands Kommune har med Fonden Autonomous lagt billet ind på at blive forsøgskommune for det første pilotprojekt med selvkørende biler i Danmark. Projektet afventer grønt lys fra Christiansborg, hvor et lovforslag, der gør det muligt at indsætte selvkørende busser på afgrænsede strækninger afventer afstemning.

Global liftvirksomhed var vært

Erhverv Væksthimmerlands nytårskur blev rundet af med en præsentation af værten for arrangementet, liftvirksomheden TIME Export, der fra Farsø producerer bilmonterede personlifte brugt til servicering af gadelys. Per Cæsar Torp, direktør for TIME Export, redegjorde for virksomhedens historie, hvorefter Kim Bach Jensen, direktør for det danske datterselskab TIME Danmark, kommentere på virksomhedens fremtidsudsigter i lyset af bl.a. Brexit og valutasvingninger. Arrangementet sluttede med en virksomhedsrundvisning for en del af de knap 70 fremmødte fra erhvervsforeningen.

Skriv en kommentar

Scroll to Top