Time Export får nye ejere

Liftvirksomheden Time Export fra Farsø er sammen med resten af Time-koncernen blevet opkøbt af The Sterling Group (Sterling), der er en kapitalfond fra Houston, Texas med fokus på opkøb af mellemstore industrivirksomheder.

Fra Time Manufacturing Company, som har hovedkvarter i Waco, Texas hilser man de nye ejere velkommen med en klar forventning om, at Time med det nye ejerskab kan indfri koncernens langsigtede vækstpotentiale.

Time Export i Farsø udgør den internationale eksportafdeling af den amerikanske liftkoncern, og i Danmark forventer CEO Per Cæsar Torp ligesom sine amerikanske kollegaer, at det nu er tid til at tage det næste store skridt for Time.

”Vi ser frem til det kommende samarbejde med Sterling, og vi er overbeviste om, at fremtiden ser lys ud både for koncernen som helhed men i høj grad også for vores europæiske afdelinger samt for vor afdelinger her i Danmark med mere end 100 ansatte”, siger Per Cæsar Torp.

Sterling
Sterling er en amerikansk kapitalfond fra 1982, der søger at opnå den bestemmende indflydelse i mellemstore industriselskaber fra en lang række forskellige brancher. Sterling forvalter i dag internationale virksomheder med en samlet værdi på mere end 15 milliarder danske kroner.

Time
Time producerer og monterer personlifte af mærkerne VERSALIFT, CONDOR og SKYBIRD på chassis og kassevogne. I Danmark bruges liftkøretøjerne primært af elforsyningsvirksomheder til servicering og udskiftning af gadelys og trafiklys, mens andre af virksomhedens lifte uden for Danmark benyttes til vedligeholdelse af højspændingsledninger. Forud for opkøbet var Time ejet af den irske O’Flaherty-familie igennem dennes holdingselskab O’Flaherty Holdings Limited i mere end 40 år. Den danske afdeling af Time blev oprindeligt stiftet af Per Cæsar Torp i 1992 og solgt til Time-koncernen i 2001. Time-koncernen er en af verdens største producenter af bilmonterede lifte og har totalt set omkring 1000 medarbejdere fordelt på virksomhedens afdelinger i USA, England, Frankrig og Danmark.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *